0 til 3 år

Så snart den første tand bryder frem, skal man begynde at børste tænder med fluoridtandpasta. Mængden skal svare til barnets lillefingernegl. Børst morgen og aften med en blød babybørste.

Mange småbørn bryder sig ikke om at få børstet tænder og skriger og værger sig. Det er vigtigt, at man alligevel børster tænderne to gange dagligt, da der ellers hurtigt kan komme hul i mælketænderne. Det er ikke synd for børnene at få børstet tænderne. Det er synd for dem, når vi ikke børster deres tænder!

Sådan børster du barnets tænder

Når barnet er 2 til 3 år, er det tid til at vænne det af med at bruge sut.

Sådan børster du barnets tænder

Læg barnet omvendt på puslebordet med hovedet mod din krop, eller hvis barnet ligger meget uroligt, så læg barnet på gulvet på et tæppe eller lignende og sæt dig bagved. Sørg for at have begge hænder fri, så du i den ene hånd holder tandbørsten og bruger den anden hånd til at holde læber og tunge væk fra tænderne.

Når kindtænderne kommer frem

Når kindtænderne kommer frem skal man begynde at bruge en juniortandbørste. Den er lidt mindre blød i børstehårene og kan nemmere børste rent nede i de dybe kindtænder.

Når den første kindtand bryder frem, skal man sætte tandbørsten på tværs, dvs. man skal til at børste bagsiden af kindtanden. På den måde styrkes tanden, inden der kommer en tand mere.

Når den sidste kindtand bryder frem omkring 24 måneders alderen, skal man fortsætte med at børste rent på tværs i mellemrummet mellem de to bagerste tænder. Langt de fleste børn, som får huller i tænderne (15 – 20% af de 5-årige på landsplan), får huller i tandmellemrummet mellem de små mælkekindtænder. Det kan i nogen grad forhindres ved, at tænderne styrkes med tandbørstning, inden de kommer i fuld kontakt med hinanden.

Når de to mælkekindtænder er i kontakt med hinanden, skal man bruge tandtråd. Det gøres nemt med en tråd på et skaft (tandtrådsholder). Billedet viser en voksen, der benytter tandtrådsholder.