Elektrisk tandbørste

En elektrisk tandbørste er for mange nemmere at betjene end en manuel tandbørste.

En elektrisk tandbørste udfører selv den korrekte børstebevægelse, men det er vigtigt, at du kommer hele vejen rundt om tanden og ikke bare børster på tændernes tyggeflader, idet plak samler sig ved tandkødskanten.

Der findes flere typer af elektriske tandbørster, spørg din tandplejer, hvilken type der vil være god til dig, og hvordan du skal bruge den.

Er elektriske bedre end almindelige tandbørster?

Tandbørstning kræver, at du har den rette teknik og bruger den tid, det tager at børste alle tænderne, men flere undersøgelser peger på, at elektriske tandbørster børster mere effektivt end manuelle børster. Elektrisk tandbørste kan også være nemmere at betjene, hvis finmotorikken ikke er helt optimal, f.eks. ved gigt.

Sådan benytter du en elektrisk tandbørste

  • Hold tandbørstehovedet med et let tryk vinkelret mod tand og tandkød, så det berører tandkødsranden, hvor bakterierne sætter sig (overgangen mellem tand og tandkød).

  • Tænd på kontakten på tandbørsten og bevæg børstehovedet fra tand til tand. Lad børstehovedet arbejde et par sekunder ved hver tand, før børstehovedet flyttes videre til næste tand.

  • Anvend først børstehovedet på ydersiden af tænderne, både i overmund og undermund. Herefter på indersiden, både i overmund og undermund.

  • Afslut med at børste tyggefladerne i både overmund og undermund.

  • Børst oversiden af tungen for en mere frisk ånde.

  • Tandbørstning skal tage minimum to minutter. Tænderne skal efter tandbørstningen føles glatte, når du mærker efter med tungen.

  • Husk at oplade den elektriske tandbørste ved jævnligt at stille den i dens opladningsstation.