Tandmellemrum skal holdes rene

For at undgå huller i tænderne og tandkødssygdomme er det vigtigt at holde hver enkelt tand ren hele vejen rundt.

Tandbørstningen kan ikke stå alene i forebyggelsen mod huller og tandkødssygdomme. Tandfladerne i mellemrummene fylder faktisk det samme som tandfladernes for- og bagside.

I tandmellemrummene sætter der sig nemt madrester, som kan være svære at fjerne med en almindelig tandbørste. Det er derfor en god idé at supplere din tandbørstning med mellemrumsbørste, tandstikker og/eller tandtråd.

Mellemrumsbørster

Mellemrumsbørster findes i forskellige størrelser, så de passer til de mange forskellige størrelser tandmellemrum. Det er vigtigt at bruge den rette størrelse. Metallet i børsten må ikke skure på tanden, men en for lille børste er ikke effektiv nok. Din tandplejer kan vejlede dig om, hvilke størrelser du har brug for.

Når du stikker mellemrumsbørsten ind første gang, vil det ofte bløde lidt og måske også gøre en anelse ondt. Bliv ikke forskrækket. Tandkødet bløder kun, når det har taget skade af plak. Tilstanden kaldes tandkødsbetændelse og opstår, når plakken har fået lov at sidde uforstyrret og påvirke tandkødet i 3-7 dage. Hvis du bruger mellemrumsbørsten en uge, vil tandkødet hele op, og det vil holde op med at bløde. På den måde forhindrer du tandkødsbetændelsen i at udvikle sig til parodontitis.

Ved at bøje/vinkle børstehovedet, kan mellemrumsbørsten nemmere føres ind i tandmellemrummet fra bagsiden/tungesiden af tandrækken. Skrub godt, 7 – 10 gange ud og ind i mellemrummet, gerne med tandpasta. Det samme gøres på forsiden af tandrækken. Det kan ske, der følger madrester med ud. Ofte er det svært at afgøre, om man har noget siddende imellem tænderne. Derfor er mellemrumsbørsterne et vigtigt supplement til tandbørstning.

Tandstikker skal være trekantede

Tandstikker kan være af træ eller plast, men de skal være trekantede og formet efter tandmellemrummene, som fra naturens hånd er trekantede. Runde tandstikker egner sig kun til pindemadder.

Bakterier og madrester gnides af tænderne med tandstikken, som skal kunne føres helt igennem mellemrummet, så man kan fornemme spidsen på bagsiden af tandrækken. Den flade side skal vende ned mod tandkødet. Kør tandstikken ud og ind 7-10 gange i alle mellemrum.

For at sikre en forsigtig og fast bevægelse er det en fordel at støtte hånden på kæben eller hagen, så knækker tandstikken heller ikke så nemt, hvis den er af træ. Trætandstikkere bliver bløde, når de bliver våde af spyttet. Derved kan den forme sig efter mellemrummet. Plasttandstikker giver sig ikke, og den vil derfor forme mellemrummet.

Tal med din tandplejer om, hvilken type tandstikker der er bedst for dig.

Tandtråd

Mellemrumsbørster er mest effektive til at gøre tandmellemrummene rene, men tandtråd kan også anvendes til at holde rent mellem nogle tandmellemrum. I området, hvor to tænder møder hinanden/er i direkte kontakt, er tandtråd den eneste mulighed.

Der findes utallige typer tandtråd. En flad vokset tandtråd er at foretrække, men det er vigtigt at bruge en tandtråd, som glider nemt frem og tilbage mellem tænderne, uden at den er hverken for tyk eller tynd. Hvis den er for tyk risikerer du at presse for hårdt op og skade tandkødet. Hvis den er for tynd, får den ikke fat i madrester og bakterier i mellemrummet.

Tag ca. 30 cm tråd og sno den om en pege- eller langefinger på hver hånd. Der skal være 2-3 cm at arbejde med, resten skal være snoet om fingrene for at holde godt fast i tråden. Der saves forsigtigt mellem de to tænder, hele vejen ned/op langs tanden og et par mm under tandkødet. Frem og tilbage, op og ned. Dette gøres i alle tandmellemrum.