Børsteskader, blottede tandhalse og isninger

Børsteskader og slibeskader er slid på tanden, som oftest på tandhalsen, forårsaget af en for hård tandbørste, for kraftigt slibende tandpasta og/eller forkert børsteteknik.

Skaderne kan være svære at se selv, men man kan rent faktisk selv opdage dem, inden de bliver for alvorlige. Kan man klikke med en negl i en lille fure i tanden ved tandkødskanten, er det sandsynligvis en slibeskade.

Får man ikke ændret sin børstevane, vil tandhalsen blottes endnu mere, og furen vil gradvist blive dybere.

Regelmæssige tandeftersyn hos tandplejeren kan afsløre børsteskader i tide og dermed forebygge forværring.

Når tandhalsen blottes

Når tandhalsen blottes ved, at tandkødet trækker sig tilbage, er der stor risiko for, at den bliver følsom både for varme, kulde, sødt og syrligt. 

Den blottede tandhals, som nu dukker op, er tandroden. Den er ikke belagt med emalje, som ellers beskytter tanden og tandnerven (pulpa).

Blottede tandhalse kan også være en følge af brug af snus.

Fra nervekanalen midt i roden, løber en masse bikanaler ud på rodoverfladen. Når denne påvirkes af temperaturforandringer (kulde/varme), kemi (sødt/surt) eller tryk (f.eks. tandbørstning), sættes en væske i bikanalerne i bevægelse. Det er denne bevægelse, som udløser smerten. Den korrekte børsteteknik, en ikke for kraftigt slibende tandpasta og en blød tandbørste kan hindre børsteskader og dermed følsomme tandhalse.

Som udgangspunkt gælder det om at holde tandhalsen ren. Bakterier i plak udskiller affaldsstoffer, som irriterer tandnerven og fremkalder smerte. Hjælper det ikke tilstrækkeligt, kan du få din tandplejer til at pensle noget smertelindrende på, eller det kan være nødvendigt at dække tandhalsen af med en plastfyldning. Samtidig bliver det nemmere at holde tanden ren, når en evt. slibefure er fyldt ud.