Tandfrembrud for de blivende tænder

Tandfrembrud for blivende tænder starter omkring 6 års alderen og slutter ved 14 år. De 20 mælketænder er i den periode blevet udskiftet og erstattet af de blivende tænder. Variationen for tandskifte kan være på op til to år både som tidligt tandskifte og sent tandskifte. 6 års tænderne, som kommer bag ved mælketænderne, er som regel de første blivende tænder. Allerede fra 3 års alderen er brugen af tandtråd oplagt. Specielt mellem de to mælkekindtænder vil det være en rigtig god vane.

Når barnet tygger, bliver store dele af madrester og bakterier fjernet fra tænderne. Dette vil ikke på samme måde ske på en tand, der er under frembrud, da den endnu ikke kan nå den modsatte tand i eksempelvis underkæben, og derved mangler denne kontakt. Med grundighed og viden om, hvornår de forskellige tænder bryder frem, og hvor du skal børste barnets tænder, kan huller i de nye tænder undgås.

På tegningen kan du se, hvor mange år dit barn cirka er, når de blivende tænder kommer frem.

Blandingstandsæt 6 – 14 år

I 6 til 14 års alderen har børnene et såkaldt blandingstandsæt, dvs. både mælketænder og blivende tænder. Når den første blivende kindtand bryder frem i 6 års alderen, skal forældrene være omhyggelige med tandbørstningen. Der er ingen mekanisk fjernelse af madrester ved tygning, da tanden ikke er i samme niveau, som de andre tænder, og derfor ikke støder mod en anden tand under tyggeprocessen.

6 år

Når barnet bliver 5 til 6 år er der øget risiko for huller i tænderne mellem den 4. og 5. tand fra midten, hvor det kan være svært at komme til med tandbørsten. Når barnet er ca. 6 år, får det sin første blivende kindtand, altså den første tand, som barnet skal have hele sit liv. Som forælder skal man være opmærksom på, at barnet ikke taber en mælketand, som erstattes af 6 års tanden. 6 års tanden kommer direkte op gennem slimhinden bag den sidste mælkekindtand og er ofte væsentlig større end mælkekindtænderne.

7, 8, 9 og 10 år

Når barnet er ca. 7 år, får det sine første blivende fortænder i både overmund og undermund. Dernæst følger den anden fortand i en alder af 8 år. Herefter kommer hjørnetænderne i undermunden, samt den første lille kindtand ved 9 års alderen. Endvidere kommer hjørnetænderne i overmunden samt den første lille kindtand i undermunden ved 10 års alderen.

11 og 12 år

Når barnet er ca. 11 år, får det sin anden lille kindtand. Dernæst følger den anden store kindtand, også kaldet 12 års tanden. De sidste tænder, der bryder frem, vil være den tredje store kindtand, altså visdomstanden. Dette sker typisk fra 18 års alderen og frem, hvis det sker.