Tandpleje påvirker hele kroppen

Vi ved alle, at vi får huller i tænderne, hvis vi ikke børster vores tænder. Men det er faktisk kun toppen af isbjerget i forhold til de sygdomme og påvirkninger, der kan opstå, hvis vi tager for let på den daglige pleje af tænder og mund.

I de seneste år har en lang række undersøgelser afdækket, hvordan infektioner i munden kan påvirke infektioner andre steder i kroppen. Man har opdaget, at bakterier fra tandkødslommerne kan sprede sig til resten af kroppen via blodbanen og har påvist en sammenhæng mellem mundhulens sundhedstilstand og sygdomme som diabetes, hjertekarsygdomme, gigt, KOL m.v. Derfor er det vigtigt for hele din krop, at du hver dag børster dine tænder helt rene.

Grobund for bakterier

Hver dag indtager vi store mængder mad og drikke, som indeholder sukker og syre, der kan true vores tandsundhed, hvis madrester ikke fjernes dagligt med tandbørste, tandtråd og mellemrumsbørster.

Mens syre kan gøre tandens emaljelag tyndt og give isninger i tænderne, giver sukker grobund for forskellige bakterier, der kan føre til huller i tænderne og tandkødsbetændelse. Hvis betændelse i tandkødet ikke bliver behandlet, kan det udvikle sig til parodontitis, hvor knoglen omkring tænderne nedbrydes.

Sundt tandkød har en rosa farve.

Rødt, hævet og / eller blødende tandkød er tegn på betændelse og sygdom i tandkødet.

På tanden er der tandsten, som er dannet, fordi tænderne ikke bliver børstet helt rene. Ved parodontitis dannes der også tandsten under tandkødet på tandens rod.

Plak

Huller i tænderne, tandkødsbetændelse og paradontitis skyldes bakterieinfektioner, der opstår, når belægninger af bakterier, også kaldet plak, ikke bliver holdt nede i den daglige mundhygiejne.

Plak viser sig som en blød og let afskrabelig gul/hvid masse langs tandkødskanten. Ved tykke lag kan plakken ses med det blotte øje, og ved tyndere lag kan der skrabes en lille mængde af tandoverfladen med en negl. Tænderne er ikke glatte og skinnende, når der er plak på dem.

Selv om mundhulen har sit eget naturlige forsvar med læber, kinder, tunge og spyt, som bidrager til at holde plakken nede, f.eks. ved at spyttet skyller tænderne fri for plak, er det nødvendigt med en mekanisk fjernelse af plak ved hjælp af tandbørstning.